Lænden er det hyppigste område af rygsøjlen, der rammes af diskusprolaps. Det er tilfældet hos omkring 10% af alle med lændesymptomer. En diskusprolaps opstår, når der kommer en revne i den hårde ydre skal af diskus (de støddæmpende bruskskiver mellem hvirvlerne i rygsøjlen). En sådan revne kan tillade, at det bløde materiale i diskus’ midte trænger igennem revnen og forårsager irritation af den omkringliggende iskiasnerve. Diskusprolaps kan opstå af en enkeltstående skade, men oftest udvikles den gradvist. En diskus prolaps vil ofte medføre et lidt længere smerteforløb.
Symptomerne på diskusprolaps kan variere meget. Der er oftest jagende smerter udstrålende fra lænden til balle, lår, læg, fod og tæer. Der kan være følelsesløshed eller ændret følesans i det påvirkede område, til tider med en stikkende snurrende og/eller sovende fornemmelse, ligesom man kan opleve at være svag i det pågældende ben eller fod. Nogle mennesker har slet ikke ondt i lænden men har udelukkende bensymptomer, hos nogle dominerer bensymptomerne over lændesymptomerne, og hos andre dominerer lændesymptomerne.
Diskusprolaps kan være en alvorlig lidelse, der i sjældne tilfælde giver varig nerveskade. For langt hovedparten er en prolaps godartet, idet de fleste kommer sig i løbet af 6-12 måneder uden varige mén. Derfor er Sundhedsstyrelsens anbefalinger også rettet imod at undgå operation med mindre andre former for behandling, information og/eller øvelser ikke har vist sig effektive, eller der er risiko for permanent nerveskade.
Kiropraktisk behandling kan være yderst effektiv i tilfælde af diskusprolaps. Her på klinikken følger vi de nyeste anbefalinger nøje og kombinerer manipulation/mobilisering og muskelteknikker med grundig information, instruktion i øvelser i de forskellige faser af helingsprocessen og opfølgende træning. Er der behov for det, tilrettelægges behandlingen i samråd med egen læge og/eller arbejdsgiver/sociale myndigheder.