“Iskias” er en hyppigt anvendt betegnelse for symptomer, der opstår ved irritation af den store iskiasnerve, der løber fra den nedre del af lænden til benene. Dette kan bl.a. skyldes diskusprolaps, udprægede spændinger i ballemusklerne eller slidgigt i lænden. Symptomerne kan variere meget men er oftest jagende smerter udstrålende fra lænden til balle, lår, læg, fod og tæer. Der kan være følelsesløshed eller ændret følesans i det påvirkede område, til tider med en stikkende snurrende og/eller sovende fornemmelse, ligesom man kan opleve at være svag i det pågældende ben eller fod.
Behandlingen og dens effektivitet afhænger af årsagen til iskiasirritationen, men er generelt rettet mod at normalisere funktionen af led og muskler vha. forskellige manipulations- og muskelteknikker samt instruktion i relevante øvelser.